Når vi nærmer os midten af august, er der noget inde i mig, som begynder at presse sig på.
Måske genkender du det?
“Åh, nu er sommeren snart slut. Lyset bliver mindre, solen forsvinder, energien daler, ikke flere hyggestunder…” siger den del af mig, som i mange år styrede, uden jeg vidste det.
Den del af mig, som er lidt sortseer, lidt depressiv i de mørke stunder og den del af mig som let påvirkes negativt, når jeg mangler lys, sol og varme.
Den del af mig, har jeg efterhånden sat observation og lys på og jeg ved godt, at den gerne vil styre mig, hvis den får lov.
Den del er nu engang en del af mig, så jeg anerkender, at den er der. Men jeg har besluttet at tage mig kærligt af den. Give den lidt ekstra omsorg i de mørke tider. Jeg lader den del gå lidt i hi og henter i stedet min energi, mit lys og min livsglæde på anden vis.
For mig er det feks at:
- fylde min efterårs/vinter-kalender lidt op med noget, der giver mig glæde og som jeg kan se frem til.
- pynte mit hjem med personlige ting, som indeholder sommerminder og som har en særlig betydning for mig. Mine favoritter er sten/konkylier/muslingeskaller, som jeg har samlet forskellige steder i verden. Smukke figurer – Madonna´er, Buddha´er…
- Selvforkælelses-ritualer, som beriger mit velvære, min sundhedstilstand og kysser min sjæl. Meditation, sund og farverig mad samt indholdsrige samtaler med ligesindede er på toppen af min liste.
Min vigtigste livsfilosofi lige nu er:
Alt er lige som det skal være – jeg er lige som jeg skal være.
Jeg ønsker at være autentisk, i tråd med mig selv og stå stærkt i min egen kerne. Så kan jeg møde livets udfordringer og nyde livets finurligheder.
Seneste kommentarer